N°5

Et historisk øjeblik

I begyndelsen af 1920'erne var kultur og samfund i forandring, i takt med at den vestlige verden omfavnede moderniteten. Økonomien blomstrede i lande som Frankrig, hvor årtiet blev kendt som de »années folles« eller »de vilde år« på grund af de banebrydende forandringer, der fandt sted inden for kunst, musik og mode. Det var omkring denne tid, at en ung Gabrielle Chanel skrev historie med sin første parfume: den ikoniske Chanel No. 5.

Ydmyge kår

Gabrielle Chanel kom fra beskedne kår. Hun blev født i 1883 og opvokset af sin mor, der arbejdede som vaskekone, da hendes far, der var rejsesælger, sjældent var hjemme. Da hun var 11 år, døde hendes mor, og hun blev derfor sammen med sine to søstre sendt til et børnehjem i et nærliggende kloster i Aubazine. Selvom forholdene var spartanske, var det her, Chanel lærte at sy – en færdighed, der skulle få stor betydning for hendes fremtid, da den, da hun forlod klosteret for at flytte til Moulins som 18-årig, gjorde det muligt for hende at tjene penge som syerske. Om aftenen optrådte hun i kabaretforestillinger, og det var her, hun fik tilnavnet Coco, som fulgte hende resten af livet.

Opdagelsen af det mondæne liv

Selvom hendes scenekarriere var kort, introducerede den den unge syerske til det mondæne liv. Hun opdagede en kærlighed til at omgås andre og en evne til at knytte bånd til respekterede hær officerer og andre medlemmer af eliten. I 1908 indledte hun et lidenskabeligt forhold til kaptajn Arthur »Boy« Capel, en velhavende engelsk polospiller og skibsreder, der i løbet af de følgende fire år skaffede hende en lejlighed i Paris og finansierede hendes hatbutik, Chanel Modes, på rue Cambon. Herfra opbyggede Coco sit mærke og åbnede den første Chanel-butik i den idylliske kystby Deauville samt Chanel Couture House i Biarritz, som var så succesfuldt, at det gjorde det muligt for hende at tilbagebetale Capel hans penge og lægge et solidt fundament for ekspansion inden for andre områder, såsom parfume.

En hidtil uset ambition

I 1920 havde Coco omdefineret damemoden ved at designe enkle, praktiske tøjstykker, der samtidig var behagelige og moderigtige, og dermed effektivt afsluttet den æra med det snærende korset, der havde domineret samfundet i over 400 år. Hendes mærke og ry var vokset som følge heraf, men nu ønskede hun at gøre noget, der var næsten uhørt for datidens modehuse: at udvikle en parfume. Nogle har hævdet, at hun blev inspireret hertil af den historiske duft Acqua della Regina (Dronningens Vand), som blev bestilt til Catherine de’ Medici for at fejre hendes ægteskab med Henrik, den fremtidige konge af Frankrig, i 1533. Dette er dog blot en af mange myter og mysterier, der omgiver Cocos liv.

En lovende forbindelse

Selvom Coco havde klare forestillinger om, hvad hun ønskede sig af en duft, nemlig noget, der skulle legemliggøre moderne, fritænkende kvinder som hende selv – »un parfum de femme, à odeur de femme« (en kvindes parfume med en kvindes duft) – var hun ingen kemiker. Snart nok skulle der dog træde en ind i hendes indflydelseskreds gennem hendes seneste kæreste, storhertug Dmitri Pavlovich. Han var i familie med de tidligere tsarer i Rusland og var blevet tvunget i eksil, hvor han til sidst endte i Frankrig, hvor han mødte Coco Chanel. Ligesom hende var han en fri sjæl med en forkærlighed for det hurtige liv, og de to indledte et forhold, der, selvom det var kortvarigt, gav hende mulighed for at møde den berømte fransk-russiske parfumeur Ernest Beaux.

Ernest Beaux

Beaux havde en helt anden opvækst end Coco. Han blev født i Moskva i 1881 og uddannede sig i 1902 til parfumeur hos Ruslands førende parfumehus, Alphonse Rallet & Co. Efter en femårig læretid hos firmaet, der skabte dufte til den russiske aristokrati, etablerede han sig som mesterparfumeur med populære dufte som »Bouquet de Napoleon«. Men på grund af de urolige tider i 2010'erne var han, ligesom Dmitri, blevet drevet ud af Rusland og endte med at tage til Paris. For at finde arbejde søgte Beaux kontakter gennem sine medeksilister blandt den russiske adel, og det varede ikke længe, før Dmitri havde introduceret ham for Coco Chanel.

I strid med de sociale normer

Da Coco og Beaux mødtes for første gang, var parfumer enten en-note blomsterdufte skabt til de øverste samfundsklasser eller intense moskusdufte, der blev båret af mere provokerende kvinder. Den visionære designer ønskede at nedbryde denne sociale kløft ved at kombinere begge dele i én enkelt duft, der ville appellere til tidens nyligt frigjorte kvinder. Coco havde især de såkaldte »flappere« i tankerne – på fransk kendt som »garçonne« – som trodsede de sociale normer med ukonventionelle pagefrisurer og korte, knælange kjoler. I tråd med dette udfordrede hun Beaux til at skabe en duft, der ikke lignede nogen anden: noget »kunstigt« med lag som folderne i hendes frit faldende kjoler. Den skulle være frisk, langvarig og fyldig med blomster som jasmin uden at repræsentere en bestemt blomst, for, som Coco selv sagde: »En kvinde skal ikke dufte som en blomst, hun skal dufte som en kvinde.«

Inspiration og eksperimenter

Beaux arbejdede i et laboratorium i den sydlige by Grasse – verdens parfumehovedstad og stadig kilden til mange af de blomster, der i dag bruges i Chanels dufte – og hentede inspiration fra sin tid som militærofficer i den arktiske udpost Arkhangelsk under Første Verdenskrig. Mens han var der, havde han nydt den klare, forfriskende friskhed i det kolde, snedækkede landskab og den iskolde luft, der blæser fra floden Nord-Dvina, når den løber mod Det Hvide Hav. Med udgangspunkt i disse oplevelser gik han i gang med at skabe parfumen, som om han var komponist af en kunstfærdig symfoni, og forklarede senere, at han opfattede processen som »at skrive musik«. Hans viden om dufte var fremragende, men han havde også et indgående kendskab til kemiske formler og de dufte, de ville frembringe. Faktisk mente han, at kemikere var »parfumeriets fremtid«, da det var dem, der ville være i stand til at »finde nye kemikalier« for at skabe nye aromaer. Dette fik ham til at anvende syntetiske aldehyder for at forstærke duften og fremkalde den opstemmende fornemmelse af den arktiske luft. Disse kunstigt fremstillede stoffer, der var baseret på naturligt forekommende forbindelser, dukkede første gang op i en duft i 1905, men var på det tidspunkt på ingen måde udbredt i parfumefremstillingen. Beaux havde selv allerede eksperimenteret med aldehydholdige blomsterdufte i sin parfume fra 1913, »Le Bouquet de Catherine«, som dannede grundlag for hans Chanel-prototyper, men nu brød han ny grund ved at tilføje sit eget aldehyd i langt større mængder end tidligere; et inspireret valg, der muligvis var tilfældigt, idet nogle antyder, at enten han selv eller en uopmærksom assistent ved en fejl hældte en langt højere andel i prøven end tilsigtet. Denne hidtil usete dosis på næsten 1 % aldehyder fik duften til at åbne med et sprudlende udbrud, samtidig med at den forstærkede de øvrige ingrediensers duftstyrke.

En abstrakt duft

I alt tilføjede Beaux over 80 forskellige elementer til sin parfume. Den indledes med noter af sød neroli og tropisk ylang-ylang, forstærket af de kemiske aldehyder, hvilket giver et rent, forfriskende og citrusagtigt udbrud i starten, hvorefter duften udvikler sig til en forførende buket af blomster, fra duftende jasmin og majrose til sprød appelsinblomst, delikat liljekonval og blød, pudret iris pallida. Blide undertoner af sandeltræ trængte gradvist igennem basen sammen med den jordagtige røghed fra haitiansk vetiver og den søde, beroligende varme fra brasiliansk tonkabønne, hvilket gav duften en vedvarende sensualitet og dybde, efterhånden som den modnede på huden. Ingen enkelt duft kunne udskilles fra denne komplekse blanding, hvilket gjorde den til verdens første abstrakte duft, og dens konventionsbrydende mystik betog Coco, da Beaux præsenterede den for hende i ti variationer. Hun blev straks betaget af den gådefulde femte prøve og beskrev den som »det, jeg havde ventet på. En parfume som ingen anden. En kvindes parfume med duften af en kvinde«, hvis lag fremkaldte »rene lagener og varme kroppe«.

Et lykkenummer og et ukonventionelt navn

Tallet 5 havde længe haft en særlig betydning for Coco Chanel. På vej til de daglige bønner i klosteret havde hun vandret ad stier, der var anlagt i cirkulære mønstre, hvor tallet gentog sig, og hun kom til at se det som et symbol på held. Faktisk skrev Beaux senere om denne overtro i sin bog fra 1946, »Souvenirs d’un parfumeur« (Erindringer fra en parfumeur), hvor han gengav hendes tanker om navngivningen af parfumen: »Jeg præsenterer min kollektion af fem kjoler den 5. maj, den femte måned i året, så vi vil derfor give den det nummer, den bærer, og tallet 5 vil bringe den held.« Selv i dag lancerer Chanel sine kollektioner på netop denne dag til ære for Coco. Nogle har antydet, at Beaux kendte til hendes tilbedelse af tallet og derfor mærkede sin foretrukne prøve med det, men dette er endnu et mysterium, der omgiver historien. Hendes bevæggrunde til side var navngivningen af parfumen»Chanel No. 5« endnu et utraditionelt træk for den tid. Mens andre dufte bar romantiske navne som Mitsouko fra Guerlain og Narcisse Noir fra Caron, var No. 5 en uhøjtidelig kode, der repræsenterede et mere avantgardistisk koncept; noget subtilt og elegant, men samtidig følelsesløst og næsten strengt, ligesom klosterlivet i hendes barndom.

En enkel flaske

Coco præsenterede parfumen i en lige så ukompliceret glasflaske, der afspejlede »ren gennemsigtighed«. Endnu en gang er inspirationen bag dette designvalg genstand for debat, for selvom hun tydeligvis ønskede at gå imod de prangende krystalflasker, der blev fremstillet af førsteklasses glasproducenter som Lalique og Baccarat, er det uklart, hvad hendes flaske præcist var baseret på. Nogle peger på den whiskykaraffel, som hendes elskede Capel – der desværre omkom i en bilulykke i 1919 – brugte, mens andre nævner hans Charvet-toiletflasker eller endda blot sterile laboratorieflasker, som var eksempler på den type »usynlig flaske«, hun ønskede sig. Uanset oprindelsen fik dens beskedne udseende den til at skille sig ud blandt datidens mere prangende flasker.

Et smart markedsføringstræk

Med den officielle lanceringsdato fastsat til den 5. maj 1921 satte Coco sin skarpe forretningssans i spil og udtænkte en ny markedsføringsstrategi. Hun inviterede en gruppe af sine mest respekterede venner fra den franske elite til en eksklusiv restaurant på Rivieraen, hvor hun gav hver af dem en sprøjt af Chanel No. 5, så de kunne opleve den forførende duft. Dens abstrakte charme vækkede nysgerrigheden hos forbipasserende, hvilket igen gav anledning til spændende samtaler om duften, mens de forsøgte at identificere en enkelt blomsternote i det omfattende bouquet. Da det ikke lykkedes, opdagede de i stedet lag af friskhed og varme, der smeltede sammen til en rig sensualitet, der forførende hang ved på huden. De blev betaget af duftens ekstraordinære dybde, hvilket skabte enorm begejstring for lanceringen. På selve dagen sprøjtede Coco parfumen generøst ud i omklædningsrummene i sin butik på Rue Cambon og lænede sig derefter tilbage og ventede. Det blev en øjeblikkelig succes, hvor snesevis af trofaste kunder, foretrukne kunder og venner fra eliten dukkede op for at få fat i en flaske.

En voksende virksomhed

I de første par år holdt Coco virksomheden lille og solgte kun parfumen i sine egne butikker for at sikre en vis eksklusivitet. I mellemtiden gav hun Beaux i opdrag at komponere flere dufte, såsom No. 22, der hentede rigelig inspiration fra den første Chanel-parfume med topnoter af tuberose, der gik over i en fristende, pudret blanding af blomster. Da Coco fornemmede en mere betydelig forretningsmulighed, begyndte hun at lede efter partnere, der kunne hjælpe med at bringe hendes parfumeserie ud i verden. Endnu en gang kom hendes fantastiske evne til at opbygge meningsfulde sociale forbindelser til udtryk, hvilket førte hende til et nyt samarbejde, der skulle komme til at præge virksomhedens fremtid.

Les Parfums Chanel

Grundlaget for dette partnerskab blev lagt i 1922, da den fremtrædende franske forretningsmand Théophile Bader præsenterede Coco for en mand ved navn Pierre Wertheimer ved hestevæddeløbene i Longchamps. I 1917 var Wertheimer og hans bror Paul blevet direktører for Bourjois – en global virksomhed, der producerede teatermakeup – og dette vakte Cocos interesse, da hun indså, at de havde den nødvendige ekspertise, de rette forbindelser og ressourcerne til at udbrede hendes produkt internationalt. Bader håbede for sin del at gøre sit eksklusive stormagasin, Galeries Lafayette, til det første sted, der tilbød Chanel No. 5 til den brede offentlighed i stedet for udelukkende til Cocos fornemme kundekreds. Der blev indgået en aftale i 1924, og Société des Parfums Chanel blev stiftet, hvor Wertheimer-brødrene indvilligede i at overtage den fulde kontrol over foretagendet til gengæld for en andel på 70 %. Bader modtog derimod 20 % for sin rolle i at bringe de to grupper sammen, og Chanel fik 10 %, men deltog ikke i driften af virksomheden.

En ny flaske

Wertheimers spildte ingen tid med at udnævne Ernest Beaux til chefparfumeur hos Les Parfums Chanel – en rolle, han beklædte indtil sin pensionering 30 år senere. Som »le nez« eller »næsen« gik han straks i gang med at forfine Chanel No. 5 og skabte en Eau de Toilette-version, der skulle supplere det originale Parfum. I mellemtiden tvang distributionsproblemer Wertheimers til at ændre den flaske, Coco havde brugt, fordi det tynde, afrundede glas på skuldrene viste sig at være for skrøbeligt til at modstå de strabadser, der følger med international fragt. For at overvinde denne hindring indførte de firkantede, facetterede hjørner, hvilket gjorde beholderen endnu mere lig Capels Charvet-toiletflasker og dermed forbedrede robustheden til den lange rejse til Amerika uden at gå på kompromis med dens beskedne æstetik. Faktisk var Wertheimers-familien fuldt ud klar over designets underspillede styrke, som det fremgår af deres katalog fra 1924, hvor der står: »Produktets perfektion tillader ikke, at det klædes i de sædvanlige kunstgreb. Hvorfor stole på glasmagerens kunst … Mademoiselle er stolt af at præsentere enkle flasker, der kun er prydet af … dyrebare tårer af parfume af uforlignelig kvalitet, unik i sammensætning, og som afslører deres skabers kunstneriske personlighed.« Set i sammenhæng med den uudsmykkede, off-white æske med sine rene, sorte kanter i Bauhaus-stil gav dette hele produktet fornemmelsen af en ’tabula rasa’, der gav brugeren plads til at skabe sin egen historie omkring parfumen og fylde den med sine egne drømme og ønsker.

En karakteristisk prop

Selvom der kun blev foretaget mindre ændringer på selve flasken til Chanel No. 5, blev proppen forvandlet fra en simpel prop til et karakteristisk mesterværk inspireret af Place Vendôme. Dette storslåede torv blev anlagt omkring århundredeskiftet i det 18. århundrede og ligger kun en kort afstand fra Chanel-butikken på rue Cambon. Dens rektangulære udformning og skrå hjørner danner en ottekantet form, der, når den overføres til Chanel No. 5-proppen, frembringer det luksuriøse udseende af en smaragdskåret diamant og dermed fremhæver produktets eksklusive udstråling. I modsætning til selve flasken, der har været stort set uændret siden 1924, har proppen gennemgået forskellige ændringer. I 1950'erne blev de skrå kanter for eksempel mere markante, og proppen er blevet større ved flere lejligheder. I 1986 blev den tilpasset for at fremstå mere harmonisk og bedre matche flaskens størrelse, hvilket skabte den i dag umiddelbart genkendelige Chanel No. 5-silhuet.

En diskret markedsføringsstrategi

I disse tidlige år blev der kun brugt minimal reklame for at bevare en atmosfære af chic, eksklusiv charme omkring den gådefulde parfume. Coco fortsatte med at bruge sine sociale kredse til at gøre den populær i de øverste samfundslag ved at afholde middagsfester, hvor hun sprøjtede No. 5 på kvinder fra de højere samfundsklasser, som hun kaldte »tastemakers«, og bad dem påføre duften de steder, hvor de gerne ville blive kysset. Bader satte også sin lid til mund til mund-metoden for at fremme salget af Chanel-kollektionen i Galeries Lafayette, mens den produktive franske karikaturtegner Sem offentliggjorde en berømt tegning af Chanel No. 5 ved siden af en frigjort kvinde fra 1920’erne, hvilket bidrog til at sprede budskabet i løbet af årtiet. På den anden side af Atlanten indrykkede Wertheimer-familien en annonce i The New York Times for deres nyerhvervede Chanel-parfumer, som kunne købes i det luksuriøse New York-varehus Bonwit Teller. Denne eksklusive markedsføringsstrategi viste sig at være en stor succes, og i 1934, hvor Chanel No. 5 nu var en af verdens bedst sælgende parfumer, opnåede duften endnu bredere appel med lanceringen af den praktiske og tilgængelige lommeflakon, der var lille nok til at passe perfekt ned i en kvindes håndtaske.

Et fortryllende portræt

Denne tilbageholdende tilgang fortsatte indtil 1937, hvor Coco Chanel blev mærkets første ansigt ved at optræde på forsiden af det amerikanske modeblad Harper’s Bazaar. Billedet var taget af den berømte ungarske fotograf François Kollar, der var kendt for sin dygtige brug af lys og tekstur til at udtrykke sine motivers karaktertræk og kvaliteter, samtidig med at han gav subtile hints om deres samfundsmæssige og erhvervsmæssige status. Passende nok skildrer hans komposition af Coco den visionære designer i hendes luksuriøse suite på Ritz i Paris, hvor hun for nylig var flyttet ind. Stedet gav hende både privatliv og bekvemmelighed, da det lå tæt på hendes arbejdsplads på rue Cambon, og hun skulle bo der næsten uafbrudt resten af sit liv. På billedet står hun yndefuld og rolig i en sort blonderkjole og udsøgt smykker, med armen lagt over kaminhylden over en stor pejs. Flammerne brøler ved siden af hende, og et højt spejl rager op bagved, mens en buste af kong Edward VIII pryder kaminhylden til højre for hende, og et gammelt kinesisk Coromandel-skærm fra hendes omfattende samling dominerer til venstre. Den sofistikerede scene skildrede på mesterlig vis hendes elegance og stil og blev en fremragende reklame for Chanel No. 5. For at fremhæve dens charme tilføjede mærket en tekst, der beskrev parfumen som »ligesom den blide musik, der ligger i baggrunden, når en kærlighedsscene udspiller sig. Den tænder fantasien; den fastfryser scenen uudsletteligt i de medvirkendes erindringer.“ Årtier senere genbrugte Harper’s Bazaar Kollars fascinerende portræt på forsiden af samlerudgaven fra oktober 2023, der fejrede åbningen af udstillingen »Gabrielle Chanel: Fashion Manifesto« på Victoria & Albert Museum i London.

Et anstrengt forhold

Denne offentlige fremstilling af Coco symboliserede den globale succes for Chanel No. 5 og mærket som helhed, men privat var hendes forhold til Wertheimer-brødrene blevet anspændt. Overbevist om, at deres aftale fra 1924 var uretfærdig over for hende, kaldte hun Pierre en »bandit« og arbejdede utrætteligt gennem 1930’erne og 40’erne for at genvinde kontrollen over Parfums Chanel fra ham og hans bror. Faktisk hævdede hun under Anden Verdenskrig – hvor Wertheimers var flygtet til New York for at undgå forfølgelse som jøder, og hvor størstedelen af Chanels indenlandske aktiviteter var lukket ned – at virksomheden var blevet »forladt«, hvilket endda tilkaldte de tyske myndigheders opmærksomhed. Under deres efterforskning opdagede de imidlertid, at virksomheden var registreret i navnet på en kristen forretningsmand – den franske industrimand Félix Amiot – og de iværksatte derfor ingen yderligere foranstaltninger. Wertheimers havde forudset denne mulighed og overførte selskabet til Amiot i 1940 med den aftale, at det skulle returneres efter krigen. Faktisk havde de langt fra at opgive Parfums Chanel udnævnt den erfarne internationale advokat H. Gregory Thomas til særlig europæisk udsending for at sikre den fortsatte kvalitet af deres parfumer og gav ham udtrykkelige ordrer om at opretholde de forsyningskæder, der bragte jasmin- og tuberoseolier af højeste kvalitet fra markerne i Grasse.

En ny aftale

Da det stadig ikke lykkedes at få virksomheden tilbage, gik Coco i gang med at skabe en ny version af parfumen. Hun kaldte den »Mademoiselle Chanel No. 5« og hævdede, at den repræsenterede den autentiske duft fra originalen, i modsætning til den »ringere kvalitet« af Wertheimers’ produkt. Det var på dette grundlag, at Coco til sidst anlagde sag mod Parfums Chanel i 1946, da den bitre situation truede med at ødelægge Chanel-mærket. Brødrene var ivrige efter at undgå dette, så i 1947 genforhandlede de den oprindelige aftale, hvilket førte til en ny kontrakt, hvor de forpligtede sig til at betale Coco hele det overskud, hun havde til gode fra krigsårene, samt en andel på 2 % af det samlede globale salg fremover. Selvom denne procentdel måske lyder lille, gjorde Chanel No. 5’s bemærkelsesværdige popularitet hende til en af verdens rigeste kvinder på det tidspunkt. Men hvad der var endnu vigtigere, var, at aftalen satte en stopper for striden mellem hende og Wertheimer-familien og dermed sikrede Chanel-mærkets fremtidige succes, som den dag i dag stadig er i familiens hænder.

En uventet reklame

Afslutningen på denne vanskelige periode markerede en ny start for Chanel No. 5 – en start, der skulle bringe fornyet opmærksomhed til den berømte parfume gennem en uventet, men indflydelsesrig anbefalingen fra Hollywood-ikonet Marilyn Monroe. I begyndelsen af 1950’erne udviklede den unge model sig som skuespillerinde og blev en elsket skærmpersonlighed, kendt for sin charme og stil. I 1952 prydede hun forsiden af det populære amerikanske tidsskrift Life, og i det ledsagende interview, som blev læst af millioner, afslørede hun den overraskende kendsgerning, at det eneste, hun havde på, når hun gik i seng om aftenen, var et par dråber Chanel No. 5. Med sit forførende udseende og sin vindende personlighed var Monroe det perfekte match til den ultimative feminine duft, og i et år, hvor Hollywood-journalisten Florabel Muir udnævnte hende til tidens »it-girl«, gav hendes ord parfumen et kæmpe salgsfremmende løft.

Et langvarigt samarbejde

Marilyn Monroes tilknytning til Chanel No. 5 blev kun stærkere med årene. I 1955 fik den berømte fotojournalist Ed Feingersh til opgave at tage uformelle billeder af stjernen, mens hun gik om sin daglige rutine. I løbet af en uge, hvor hun forberedte sig på at optræde i *Cat on a Hot Tin Roof* på Morosco Theatre på Broadway, fotograferede han Monroe flere gange med en flaske Chanel No. 5 i hænderne. Det mest berømte af disse billeder, der viser den karismatiske skuespillerinde, mens hun forførende dupper parfumen på brystet, blev genbrugt i en Chanel-reklame fra 2013, der indeholdt nogle spændende lydklip fra et arkivinterview, som mærket først havde fundet frem et år tidligere. Optagelsen var fra en munter samtale i 1960 mellem Monroe og Georges Belmont fra det franske dameblad *Marie Claire* på settet til musikkomedien *Let’s Make Love*, hvor hun præciserede sit svar på spørgsmålet »hvad har du på i sengen?« fra 1952. I endnu et charmerende øjeblik af ærlighed fastslog hun, at det var »sandheden«, men at hun ikke ønskede at sige, at hun sover »nøgen«. Før denne reklame var forbindelserne mellem Marilyn Monroe og No. 5 uofficielle, men hendes vedvarende tilknytning til parfumen havde altid været velkendt, og Chanel havde gennem årtierne draget fordel af denne forbindelse.

»Alle kvinder elsker Chanel No. 5«

Da Chanel indså virkningen af Monroes anbefalinger, søgte de mere formelle partnerskaber, begyndende med modellen og skuespillerinden Suzy Parker, som de udnævnte til parfumenes ansigt i 1957. Blot et år tidligere var hun blevet den første model, der tjente 100.000 dollars om året, og Chanel udnyttede denne formidable stjernekraft i en stilfuld reklame, hvor Parker var iført en pletfri hvid kjole og flankeret af to raffinerede herrer. Billedet blev taget af Parkers foretrukne modefotograf, Richard Avedon, der havde en utrolig evne til at indfange bevægelse i stillbilleder, mens det iørefaldende, rimende slogan: »Every woman alive loves Chanel No. 5«, skulle blive udbredt i det følgende årti.

»The Package«

Efter næsten fire årtier havde parfumen opnået en så stor historisk betydning, at New Yorks Museum of Modern Art (MOMA) udstillede en Chanel No. 5-æske fra 1924 i sin udstilling »The Package« i 1959. Hundredvis af eksempler på »veldesignede industrielle og kommercielle emballager« fra fortiden blev udstillet, så de kunne genovervejes med henblik på at tackle samtidens udfordringer inden for emballagedesign. No. 5-æsken blev beskrevet som »en yderst sofistikeret anvendelse af markante sorte bogstaver på hvid baggrund« med »tynde sorte kanter«, der udstråler elegance »gennem underspillethed« – ord, der afspejlede Cocos oprindelige vision og fungerede som et værdifuldt eksempel for fremtidige designere.

Fornyelse af Chanel No. 5

I 1960’erne var Chanel No. 5 en enormt populær parfume, men den var ved at blive offer for sin egen succes. Overudbuddet medførte, at den blev solgt i billige apoteker, hvilket udvandede dens luksuriøse charme, mens reklamerne appellerede til en ældre, mere konservativ målgruppe frem for den livlige, udadvendte ungdom. Da mærket havde brug for nyt liv, udnævnte det Jacques Helleu til kunstnerisk direktør i 1965, og han begyndte at vende udviklingen. Med udgangspunkt i Cocos egen ukomplicerede tilgang fornyede han Chanel No. 5 ud fra den overbevisning, at reklamerne konstant skulle fornyes uden at blive for kunstfærdige for at sikre langsigtet succes. En af hans vigtigste tiltag var at give instruktørerne frihed til at udtrykke sig, hvilket førte til en række fængslende reklamer med unge berømtheder i hovedrollerne. I 1966 blev der for eksempel brugt et billede af den opadgående fotomodel Ali McGraw, der på det tidspunkt var i slutningen af tyverne, til at promovere Chanel No. 5-badeserien, hvilket trak et yngre publikum tilbage til parfumen. Fem år senere blev den engelske supermodel og ikon for 1960’ernes London, Jean Shrimpton, overlejret på en flaske Chanel No. 5, hvor hendes lange hår bølgede omkring hende som et symbol på 1970’ernes frie ånd og en hilsen til de frigjorte kvinder, som parfumen oprindeligt var skabt til.

Et inspirerende samarbejde

Disse kvinder hjalp Helleu med at få Chanel tilbage på sporet, men det var et inspireret samarbejde med den raffinerede franske skuespillerinde Catherine Deneuve, der virkelig satte mærket i en klasse for sig. Fra 1969 blev Deneuve ambassadør for Chanel og medvirkede i adskillige reklamer, herunder en serie af enkle billeder, der satte fokus på hendes tidløse, aristokratiske skønhed og blot viste hendes ansigt, flasken og ordene »Catherine Deneuve for Chanel«. Hun medvirkede også i nogle af de tidligste tv-reklamer fra et parfumefirma, herunder modefotografen Helmut Newtons underspillede film fra 1973, »Whispered«.

Afslutningen på et bemærkelsesværdigt liv

Gabrielle Chanel gik bort i 1971 i en alder af 87 år. Hun havde arbejdet helt frem til sin død, og hendes enorme indflydelse på moden og kulturen i bredere forstand blev anerkendt ved hendes begravelse, som blev overværet af en lang række ikoner fra de kreative brancher. Blandt de tilstedeværende var den glamourøse tysk-amerikanske skuespillerinde Marlene Dietrich, societydamen Marie-Hélène de Rothschild og den surrealistiske spanske kunstner Salvador Dalí, der havde skabt en række malerier under et besøg i Cocos bolig »La Pausa« i Roquebrune-Cap-Martin ved Middelhavskysten i 1938. Danserne Serge Lifar og Jacques Chazot, der var blevet nære venner med designeren, var også til stede, ligesom »modens konge« Cristóbal Balenciaga, som Coco havde beskrevet som »den eneste couturier i ordets egentlige forstand«, og Yves Saint Laurent, der sammen med Chanel regnes for en af de største franske modedesignere gennem tiderne.

En anerkendt instruktør og en ny repræsentant

I årene efter Cocos død udnyttede Deneuve sin franske stil og charme til at genoprette Chanel No. 5’s ry som et symbol på elegance, raffinement og feminin luksus. Salget steg kraftigt over hele verden, især i USA, hvor Alain Wertheimer, der overtog som medejer i 1974, fjernede parfumen fra lavprisforhandlere og begrænsede salget til luksusbutikker, hvilket skabte knaphed og genindpodede en følelse af eksklusivitet i den øverste ende af markedet. Ikke desto mindre var der, i tråd med Helleus tro på gentagen fornyelse, stadig arbejde at gøre, så han rekrutterede den engelske filmskaber Ridley Scott. Fra 1979 skabte den anerkendte instruktør fire reklamefilm, der skildrede scener med smukke kvinder, der lå ved solbeskinnede swimmingpools, slappede af på private yachter og kørte i luksusbiler, hvilket understregede den tidløse parfumes eksklusivitet og tidløse glamour. De to sidste reklamefilm havde Deneuves efterfølger, den yndefulde franske skuespillerinde Carole Bouquet, i hovedrollen, som skulle fungere som parfumes ansigt fra 1986 til 1997.

Et fængslende kunstværk

I 1985 blev den kulturelle betydning af Chanel No. 5 endnu en gang fremhævet, denne gang af den amerikanske kunstner og filmskaber Andy Warhol. Warhol, der måske er verdens mest kendte popkunstner, skabte karakteristiske kunstværker med ikoniske objekter fra populær- og forbrugerkulturen. Til sin serie »Ads« kastede han et nostalgisk blik tilbage på indflydelsesrige reklamer fra de seneste halvtreds år og forevigede dem i en række livlige serigrafier. Sammen med globale mærker som Apple og Paramount skildrede Warhol parfumen Chanel No. 5, hvor han tog udgangspunkt i en minimalistisk reklame fra 1965 og forvandlede den til et kunstværk ved at tilføje dristige farver. Hvert visuelt betagende tryk hylder glamouren ved den luksuriøse duft, samtidig med at det antyder farvernes forførende natur og inviterer betragteren til at reflektere over bredere spørgsmål om forbrugerisme og kløften mellem elite- og massekultur. I 1997 købte Chanel rettighederne til disse fængslende kunstværker og anvendte dem i en reklamekampagne, der udnyttede kombinationen af deres ekstravagante farver og den elegante minimalisme i Cocos banebrydende flaske til at fremhæve parfumenes tidløse kvalitet.

Justering af formlen

Et år efter at Warhol havde skabt disse storslåede værker, lancerede Chanels chefparfumeur, Jacques Polge, den første nye fortolkning af Chanel No. 5 i seks årtier. Hans Eau de Parfum bevarede den rige sensualitet fra Beaux’ original, samtidig med at sandeltræets tilstedeværelse blev forstærket for at skabe en markant, træagtig karakter og give duften et mere moderne præg. Omkring denne tid var mærket også i gang med at fjerne syntetiske nitro-muskstoffer, såsom det fiksative muskketon, fra No. 5-serien på grund af voksende sikkerhedsbekymringer i branchen. Disse kemikalier, som havde været anvendt i parfume i årtier, bidrog til den oprindelige formulerings rige, pudrede og langvarige duftspor ved at forene dens blomster- og aldehydiske ingredienser, men det blev opdaget, at de har tendens til at blive hængende i miljøet og potentielt kan forårsage alvorlige sundhedsproblemer. I dag gengives deres virkninger af sikrere polycykliske moskusstoffer, hvilket udgør en af de få mindre justeringer, der er foretaget på Chanel No. 5 gennem årene. Den anden væsentlige ændring fandt sted i slutningen af 90’erne, da der opstod øget bevidsthed om de grusomme metoder, der blev anvendt til at udvinde naturlig civet. Udover at fungere som et fiksativ tilføjer civet søde, aromatiske basisnoter, der forstærker parfumenes varme og sensualitet. Heldigvis kan dens egenskaber let efterlignes ved hjælp af en syntetisk version kendt som civetone, som har været en del af parfumen siden 1998.

Investering i fremtiden

Selvom de generelle bestanddele, der udgør Chanel No. 5, er alment kendte, er den nøjagtige formel en hemmelighed, der længe er blevet værnet om. Dette er med til at opretholde en aura af mystik omkring parfumen, som sammen med dens kvalitet er en afgørende årsag til dens luksuriøse tiltrækningskraft. For at sikre, at standarderne forbliver høje, bruger Chanel de allerbedste ingredienser fra hele verden, hvoraf nogle kræver særlige betingelser for at kunne produceres. I Grasse i det sydlige Frankrig kombineres for eksempel den provencalske jords egenskaber med det varme klima og den kølige middelhavsbrise, hvilket skaber de ideelle betingelser for dyrkning af mange af de blomster, der indgår i No. 5, herunder geranium, tuberose, iris, jasmin og majrose. Det er dog ikke hvem som helst, der kan dyrke disse planter, da det kræver en vis ekspertise – en ekspertise, der er blevet videreført i Mul-familien gennem århundreder. Gennem flere generationer har de produceret blomster af høj kvalitet til parfumer som Chanel No. 5 ved hjælp af traditionelle metoder, såsom omhyggelig håndplukning, kombineret med mere moderne teknikker, såsom at spille melodisk klavermusik ud over markerne for at beskytte afgrøderne mod svamp. I 1987 indgik familien Mul et eksklusivt partnerskab med Chanel, hvor tyve hektar blev afsat udelukkende til mærket. Aftalen er siden blevet udvidet til at omfatte et endnu større areal, hvor omkring 90 % af regionens jasmin nu går direkte til Chanel, hvilket sikrer den langsigtede kvalitet og succes for parfumen No. 5.

Fortryllende reklamer

Da fremtiden for Chanel No. 5 var sikret, valgte mærket den canadiske skuespillerinde og fotomodel Estella Warren til at efterfølge Bouquet som den næste repræsentant for deres bedst sælgende parfume. Hun optrådte i dristige trykte reklamer produceret af den franske reklameregissør og fotograf Jean-Paul Goude, hvor »No. 5«-elementet var i forgrunden. Et særligt slående billede tog udgangspunkt i Warrens fortid som synkronsvømmer og viste hende på hovedet, som om hun poserede kunstnerisk i vandet, iført en lang, flagrende rød kjole, mens hun ubekymret holdt en uåbnet flaske Chanel No. 5 i hånden, hvorfra parfumen strømmede ud. Ligesom Bouquet før hende medvirkede hun også i en stilfuld tv-reklame, denne gang instrueret af den indflydelsesrige franske filmskaber Luc Besson. Besson, der netop havde været med til at skrive manuskriptet til og instruere sin prisvindende science fiction-film »Det femte element«, var på toppen af sin karriere, og hans Chanel-reklame afspejler dette. Reklamen hedder »Le Loup« (Ulven), og temaet er baseret på det franske eventyr Rødhætte, hvor Warren spiller en glamourøs, sensuel version af hovedpersonen, der bryder ind i et No. 5-opbevaringsrum i det moderne Paris og stjæler en flaske fra de rækker af parfumer, der er gemt derinde. Da hun åbner dørene for at gå ud og afslører Eiffeltårnet udenfor, følger en vagtulv efter hende, men hun vender sig blot om og gestikulerer, at den skal være stille, inden hun trækker hætten op og går, mens ulven hyler ud i natten. Denne fantastiske reklame markerede et stilskifte i forhold til Scotts virkelighedsnære film, samtidig med at den fremstillede parfumen som et eksklusivt, luksuriøst og næsten uopnåeligt produkt, hvilket dermed fastholdt dens fortryllende tiltrækningskraft.

En overdådig reklame

Chanels forkærlighed for at samarbejde med højtprofilerede instruktører og glamourøse berømtheder fortsatte ind i 2000’erne med inddragelsen af to australiere: den sprudlende instruktør Baz Luhrmann og superstjerneskuespillerinden Nicole Kidman. De to havde netop arbejdet sammen på Luhrmanns prisvindende musical »Moulin Rouge«, og Kidman var ved at blive en af de mest efterspurgte kvinder i Hollywood, hvilket gjorde dem til en stærk kombination. Sammen skabte de en reklamefilm med titlen »No. 5 the Film«, hvor Kidman spiller over for den brasilianske skuespiller Rodrigo Santoro, mens Chanels kreative direktør, den berømte modedesigner Karl Lagerfeld, stod for kostumedesignet og endda havde en cameo-rolle i den tre minutter lange film. Det enorme budget på 33 millioner dollar gjorde Kidman til rekordholder for det beløb, hun modtog pr. minut, men investeringen var det værd, da hendes ubestridelige filmstjerneglamour og elegance perfekt indkapslede den ikoniske skønhed og den luksuriøse livsstil, der er forbundet med Chanel No. 5. Den overdådige reklamefilm blev set af millioner af mennesker verden over og blev vist i biografer og på tv-skærme mellem 2004 og 2008, længe efter at Kidman havde afsluttet sin tid som parfumeambassadør i 2005.

En strålende fortolkning

Luhrmanns ekstravagante reklame sikrede, at duften var på toppen af sin popularitet, da endnu en fortolkning af No. 5 blev lanceret: Eau Première. Den blev skabt af Chanels »næse« Jacques Polge i 2008 og efterlader et lettere, mere strålende duftspor end Parfum, hvor der er lagt større vægt på ylang-ylang for at give et strejf af tropisk sødme ved siden af de bløde, varme blomsterdufte og opløftende aldehyder. Polges anden nyfortolkning af Beaux’ Chanel No. 5 – og den fjerde i alt – egner sig til generøs daglig brug og byder på en blød, luftig duftoplevelse, der er mindre intens end sine forgængere og giver bæreren en lys, opløftende udstråling. Denne moderne fortolkning af den klassiske duft udvidede No. 5’s anvendelsesområde og bidrog til, at den bevarede en stærk tilhængerskare blandt et yngre publikum.

Chanel-musen

I 2009, da Polges nyeste duft betog den globale ungdom, blev den franske skuespillerinde og fashionista Audrey Tautou, som nogle i medierne omtaler som »Chanel-musen«, det nyeste ansigt for Chanel No. 5. I forbindelse med premieren på Anne Fontaines film »Coco Before Chanel«, hvor Tautou spiller den gådefulde modedesigner, lancerede mærket en stilfuld reklamefilm med titlen »Train de Nuit«. Instruktøren, den franske manuskriptforfatter Jean-Pierre Jeunet, havde allerede samarbejdet med Tautou om to Oscar-nominerede film – den enormt succesrige komedie »Amélie« fra 2001 og det romantiske krigsdrama »A Very Long Engagement« fra 2004 – hvilket gjorde ham til den ideelle person til at indfange hendes rolige karisma og raffinement. I hans reklamefilm spiller Tautou en kvinde, der oplever et flygtigt romantisk møde, mens hun rejser med nattoget til Istanbul, og den indfanger parfymens mystiske, næsten hypnotiske virkning, når den bringer de to fremmede tættere på hinanden på deres rejse gennem det smukke europæiske landskab. I modsætning til Scotts og Luhrmanns dristige, prangende film udtrykker Jeunets film en mere beskeden, underspillet elegance, der hentyder til parfumenes arv ved at fremmane 1920’ernes glamourøse stil og raffinement.

En overraskende beslutning

I 2012 tog Chanel et uventet skridt ved at rekruttere Brad Pitt som det næste ansigt for No. 5. Beslutningen blev taget på initiativ af Karl Lagerfeld, der mente, at det var helt naturligt at bruge en mand til at reklamere for den mest feminine af parfumer, da det er mændene, der oplever og bliver forført af dens hypnotiske duft. I en enkel sort-hvid reklamefilm instrueret af den engelske filmskaber Joe Wright fremfører Pitt en filosofisk monolog, der spiller ind på duftens mystiske tiltrækningskraft og den berusende virkning af dens duftspor. Den havde en helt anden tone end mærkets tidligere No. 5-reklamer, og selvom den delte vandene blandt publikum, vakte den nysgerrighed med sin alternative tilgang.

Inkarnationen af den moderne kvinde

Dette mandlige intermezzo var kortvarigt, da Chanel valgte den brasilianske supermodel Gisele Bündchen til sin næste storbudget-reklame i 2014. Som en opfølgning på Baz Luhrmanns film fra 2004, »The One That I Want«, genoptog den australske auteur sin rolle som instruktør, mens Bündchen spillede over for den hollandske skuespiller Michiel Huisman som en selvsikker, uafhængig mor. Hun legemliggør styrken og raffinementet hos den moderne kvinde, der har det hele, og som dygtigt balancerer udfordringerne ved moderskab, romantik og karriere. Derudover blev den elegante model fotograferet, mens hun lå tilbagelænet i den nederste kurve af en prangende skulptur formet som tallet 5, iklædt to andre symboler på Chanel-mærket: en sort kjole og diamantsmykker. Det glamourøse billede fangede hendes selvsikre ro og ubesværede stil, hvilket gjorde det til et mindeværdigt symbol på den feminine parfume og det perfekte supplement til Luhrmanns inspirerende reklame.

Globale udstillinger

Takket være denne række af eksklusive reklamekampagner forblev Chanel No. 5 en af de mest populære parfumer, da den nærmede sig sit 100-års jubilæum. Mærket fortsatte med at hylde sin varige arv med limited editions og samlerobjekter, som altid blev revet væk af ivrige fans, mens der blev arrangeret udstillinger rundt om i verden, der tiltrak millioner af besøgende. I forlængelse af succesen med Jean-Louis Froments udstilling »Culture Chanel ‘L’Art Comme Univers’« fra 2007, hvor Chanel No. 5 var det centrale tema under udstillingen i Paris – mellem ophold i Moskva, Beijing, Seoul og Venedig – lancerede mærket udstillingen »Mademoiselle Privé« på Saatchi Gallery i London i 2015. Den gav gæsterne et dybere indblik i House Chanels historie med fokus på tre områder: haute couture, eksklusiv smykkekunst og parfumen No. 5, hvilket understregede duftens fortsatte betydning for det franske firma.

Chanel No. 5 L’Eau

I 2016, mens udstillingen »Mademoiselle Privé« bragte fornyet opmærksomhed til Chanel No. 5 på sin rejse rundt om i verden, blev der skabt en femte fortolkning. Den blev blot kaldt L’Eau og var designet af Olivier Polge, der året før havde efterfulgt sin far som chefparfumeur. Som teenager drømte Olivier om at blive klassisk pianist, men efter at have været i lære i parfumebranchen under sin far opdagede han, at det at skabe en duft var ligesom at komponere et musikstykke, hvor hver duft har sine egne specifikke noter og akkorder. Dette førte ham ind i en karriere inden for parfumeriet, som kulminerede i, at han overtog efter sin far. På det tidspunkt gav Olivier udtryk for sin intention om at bevare mærkets »unikke duftarv« og samtidig være innovativ, så da det kom til at skabe en ny No. 5, var han opsat på at ære originalen, men undgå nostalgi, idet han overvejede, hvordan »fremtidens No. 5« ville dufte, frem for at forsøge at genskabe noget fra fortiden. Ved lanceringen beskrev Chanel L’Eau som en »moderne, frisk og livlig legemliggørelse af duften her og nu og for evigt«, mens Polge selv udtalte, at den »hylder originalen, men føles mere ungdommelig« – en holdning, der var i tråd med Karl Lagerfelds vedvarende ønske om at appellere til et yngre marked. Derfor blev den fransk-amerikanske skuespillerinde Lily-Rose Depp hyret som ansigtet for reklamekampagnen. Hun var på det tidspunkt kun 17 år gammel, men havde allerede fulgt i sin mors, Vanessa Paradis’, fodspor ved at blive Chanel-ambassadør i 2015. Som repræsentant for en ny No. 5-duft kom hun imidlertid til at spille en endnu mere central rolle for mærkets succes, især blandt kvinder i hendes aldersgruppe.

En moderne fortælling

Chanel gik hurtigt i gang med at producere en reklamefilm med den unge Depp og valgte den svenske instruktør Johan Renck til at lede projektet. Renck er kendt for sit arbejde med musikvideoer og tv-serier på højt niveau, og disse påvirkninger kommer tydeligt til udtryk i hans livlige No. 5-film. Den præsenterer Lily-Rose i forskellige skikkelser, fra forførende og elegant til fræk og oprørsk, og repræsenterer dermed den moderne kvindes mangesidede natur. Tekstflasher dukker op i billedet og beskriver de modstridende elementer i hendes karakter, samtidig med at parfumen præsenteres som »duften af alle paradokser«. Blandt kontrasterne er »rolig og overdådig«, »kunstner og muse« samt »sårbar og uovervindelig«, mens kampagnens slogan: »du kender mig, og du kender mig ikke«, afslutter den dynamiske film med endnu en kontrastfyldt tanke om, at en kvinde på én gang kan være kendt og ukendt for sin kæreste. Gennem samarbejdet med Lily-Rose Depp har Chanel givet udtryk for et ønske om at omskrive »myten med dristighed for at forvandle en arv til en moderne fortælling«, hvilket markerer en spændende ny retning for mærkets fremtid.

En drømmeagtig skildring

Efter Lily-Rose vendte Chanel sig mod den Oscar-vindende franske skuespillerinde Marion Cotillard, som med succes førte navnet No. 5 ind i det næste årti. Renck vendte tilbage som instruktør til Cotillards første reklamefilm, hvor hun ses kigge længselsfuldt op mod månen og fantasere om en magisk scene, hvor hun udfører en glædesfyldt, men alligevel sensuel dans med ballerinoen Jérémie Bélingard – en dygtig étoile fra Paris Opera Ballet – på dens overflade, der er drysset med guldstøv. Ud over at videreføre den luksuriøse stemning fra No. 5 fremhævede den stilfulde, drømmeagtige »Celestial Dance«-reklame det romantiske mødes sprudlende karakter og understregede parfumenes evne til at fremme harmoniske relationer.

100 år med Chanel No. 5

I 2021 nåede Chanel No. 5 en monumental milepæl: sit 100-års jubilæum. Mærket fejrede begivenheden ved at lancere en kollektion af eksklusivt smykke, skabt af lederen af deres Fine Jewellery Creation Studio, Patrice Leguéreau. Kollektionen er udelukkende dedikeret til Chanel No. 5, og smykkerne fortæller parfumenes historie ved at hente inspiration fra alle dens aspekter, herunder duften, flasken og proppen, og endda Cocos lykkenummer 5. I centrum af »Collection No. 5« står en strålende halskæde, der er specielt designet til at repræsentere den ikoniske flaske, med en specialfremstillet diamant på 55,55 karat, der er slebet i den ottekantede form af proppen i midten. Med dette udsøgte jubilæumsstykke, som ikke var til salg, håbede Leguéreau at »illustrere, uden kompromiser, duftens kraft, styrke, kvindelighed og utrolige rigdom.«

Med blikket rettet mod fremtiden

Efter at have hyldet sin fortid vendte Chanel nu blikket mod fremtiden, da Cotillard blev stemmen bag Coco Chanel i en fordybende virtual reality-installation, der blev præsenteret på filmfestivalen i Venedig i 2022. Installationen, instrueret af den banebrydende franske filmskaber Mathias Chelebourg, gav deltagerne mulighed for at opleve historien bag Chanel No. 5 på en helt ny måde ved hjælp af multisensoriske elementer, der satte dem i Ernest Beaux’ sted, da han skabte den karakteristiske duft. Herefter forblev den højt ansete skuespillerinde parfumenes ambassadør frem til 2024, hvor hun med sin autentiske kvindelighed, legende sensualitet og et vist fransk »je ne sais quoi« løftede det i forvejen strålende image yderligere.

En moderne ambassadør

Cotillard blev afløst som repræsentant for Chanel No. 5 af superstjernen Margot Robbie. Hun indledte sin tid i reklamen »See You At Five«, hvor hun optrådte sammen med sin australske kollega Jacob Elordi, som netop var blevet castet ved hendes side i en kommende filmatisering af »Wuthering Heights«. Reklamen er instrueret af den italienske filmskaber Luca Guadagnino, hvis film er kendt for deres følelsesmæssige kompleksitet og overdådige billeder. I reklamen forsøger parret at finde hinanden, men ender med at gå glip af hinanden, og Robbie beslutter sig til sidst for at omfavne sin uafhængighed og følge sin egen vej. Mens hun kører for at møde Elordi, bærer Robbie en rød tweed-miniskirt og -jakke, der er en hilsen til Carole Bouquets outfit fra den ikoniske Ridley Scott-reklame fra 1986. Til sidst springer hun ud i havet i en kraftfuld demonstration af sin karakters frihed og eventyrlyst. Dette repræsenterer både Robbies fortolkning af parfumen, som hun ser gennem et prisme af moderne kvindelighed, og Chanels nutidige fortælling om kvinders selvbestemmelse, personlige længsler og friheden til at definere sin egen identitet – værdier, som Coco havde legemliggjort gennem hele sit liv.

Den banebrydende Chanel No. 5

Da Coco forestillede sig sin signaturparfume Chanel No. 5, drømte hun om noget styrkende, luksuriøst og forførende, men hun kunne næppe have forventet, at Ernest Beaux’ kreation ville få så dybtgående en indflydelse. Hans banebrydende sammensætning indkapslede feminin elegance, stil og sensualitet og gav anledning til begrebet en abstrakt duft. Den revolutionerede måden, hvorpå folk oplevede parfume, ved at tilbyde en kompleks duftspor, der hjalp med at befri kvinder fra de begrænsende bånd af sociale normer gennem selvudfoldelse. I de år og årtier, der er gået siden da, har Chanel gentagne gange fornyet No. 5’s image gennem samarbejder med hver epokes mest glamourøse berømtheder og avantgardistiske kreative kræfter, hvilket har holdt den frisk og bevaret dens position som en af verdens bedst sælgende dufte, selvom formlen stort set er forblevet uændret. Dens duft er tidløs og mystisk og rækker ud over tid og historie. Den formidler historien om den moderne kvinde gennem alle generationer ved at omsætte sin tids følelser til en duftoplevelse som ingen anden, samtidig med at den fortsat dominerer den globale kultur som et luksuriøst symbol på ren kvindelighed.